Forside - Medlemskab / Billetter - Hotellet - Klubaften - Organisation - Historik - Links


MiR - bestyrelsens beretning fra 13.1.2011 til 25.1.2012 af formand Lise Olsen

Indledning

Der er efterhånden mange kultur- og musiktilbud på Djursland og måske har vi nået et musikalsk mætningspunkt?! Trods høj kunstnerisk kvalitet, har MiR haft et noget anstrengt år. Vi er oppe i mod Vild med dans, X-faktor og slige TV-programmer. Vi undres over, at inkompetence er god underholdning. Det er da meget mere livgivende at opleve dem, der har øvet sig og mestrer det, de optræder med – ja og så endda live. Når der fredag efter fredag sidder 1 ½ mio. mennesker foran TV-skærmene rundt om i de danske hjem, ja så mangler vi altså sådan ca. 50 af dem her i Teatersalen. 

MiR har rigtig mange medlemmer – 315 enkeltmedlemmer og to firmamedlemskaber. Der er mange mennesker, der yder et stort frivilligt arbejde i MiR, for at stable hele apparatet på benene – før, under og efter koncerterne. Det er det samme arbejde, om der kommer 30, 50 eller 100 koncertgæster. Men fornøjelsen for os alle, publikum, musikere og frivillige vokser proportionalt med deltagerantallet. Vi er naturligvis glade for den økonomiske støtte og opbakning; men vi ville nu helst have, at vores medlemmer kom til vores arrangementer. 

En anden ikke uvæsentlig detalje ved et lavt publikumsfremmøde er økonomien. Vi har i 2011 tæret hårdt på egenkapitalen. Vi er 40.000 kr. fattigere nu end på samme tid sidste år. Vi har booket flere store navne i 2011, kunstnere som vi troede ville blive en sikker publikumsmagnet og sikre os en udsolgt koncert – men sådan gik det bare ikke. Vi har faktisk kun lavet én udsolgt koncert i 2011 – og den gav underskud, ligesom alle vores øvrige koncerter i 2011. Vi har samarbejdet med forskellige af vores lokale foréninger, som en måde at få flere publikummer til arrangementerne. Vi har skabt nye alliancer og fundet nye veje at gå og vi har endnu ikke kastet håndklædet i ringen.

Vi kæmper også en brav kamp på Hotellet. Vi er jo, som alle andre godkendte folkeoplysende foreninger, underlagt folkeoplysningsloven. Det betyder på godt dansk, at arrangementer for børn og unge, har fortrinsret forud for arrangementer for voksne. Egnsteatret og Musikskolen fylder godt, fysisk og psykisk. Flere af de foreninger, der oprindeligt var hjemmehørende på Hotellet, har fundet alternative lokaler; men MiR er endnu ikke ’gået planken ud.’ Men vi har oplevet rigtig mange problemer pga. manglende kommunikation, styring og koordinering. Kombinationen af disse mangler, er opslidende og tærer urimeligt hårdt på de frivillige kræfter.

Flere af vores arrangementer har fordret direkte ’brandslukninger’. Vi har brugt alt alt for mange timer på koordination, logistiske opgaver og praktisk oprydning, rengøring og opvask efter de faste beboere på Hotellet. Vi har fremsat vores holdning og frustrationer over for Teaterkompagniet og Musikskolen. Det er ikke af ond vilje, at de laver ’benspænd’ for os. Vi har brug for styring og koordinering, som kan gøre livet nemmere for vores virke på Hotellet. Det bliver vi nødt til at handle på.

Kommunen er gået over til noget de kalder NEM-BOOKING, og det er alt andet, end nemt. Vi kan end ikke se en oversigt over, hvornår lokalerne er ledige, det kunne vi dog før det blev nemt. Vi har som hovedet på sømmet oplevet, at vores Nytårsbal måtte omorganiseres på grund af dobbeltbooking, som end ikke koordinatoren var vidende om!!!?? 

Kommunens økonomi er mildt sagt under pres, og den lovede renovering af Teatersalen her i 2012 er blevet udsat. Nu hedder det 2013 – måske! Da vi var stillet i udsigt, at Teatersalen ikke ville være tilgængelig i 2012, havde vi ikke søgt tilskud fra Kunstrådet i tide. Ansøgnings-fristen herfor var 18. august og der var vi af den overbevisning, at vi ikke havde noget spillested i 2012. Vi har efterfølgende søgt en dispensation for datoen, som var vedlagt avisartiklen, der dokumenterer kommunens/byrådets udsættelse af den planlagte renovering. Men Kunstrådet afviste dispensationsansøgningen. Det betyder så, at vi i 2012 har 10.000 kr. mindre at arbejde med. Vi håber at Syddjurs Kommune vil tage sin del af ansvaret herfor, da vi jo ikke kunne overholde tidsfristen. 

Bl.a. som en afledt effekt af alle vores besværligheder omkring praktikken på Hotellet, træder Lene Kristensen ud af bestyrelsen til denne generalforsamling og stopper som teamchef for hjælperne. Det er et meget stort tab for MiR. Hun har været et kraftværk i de sidste 6 år. Det efterlader os så med endnu en stor udfordring. Vi mangler nu en koordinator for vores hjælperteam. Vi har forgæves forsøgt at rekruttere en ny ’Lene’ blandt vores 30 hjælpere. Folk vil gerne hjælpe lejlighedsvis og vi har aldrig problemer med at finde hjælpere til arrangemen-terne. Men kun få ønsker at træde ’et trin op’ og forpligte sig til at tage et overordnet ansvar. 

Yderligere skal vi lægge øre til, at naboerne omkring Hotellet klager over den manglende oprydning på udendørsarealerne i hotelgården. Det er heller ikke noget, vi har været årsag til. Vi afleverer altid lokaliteterne i rengjort stand, som reglementet foreskriver – både inde og ude. 

Arrangementer 2011 - forår

Årets første arrangement, vores traditionsrige Nytårbal d. 22. januar, startede med en gigantisk brandslukningsøvelse i form af oprydning og rengøring efter håndværkere i Teatersalen. Seks lynindkaldte medlemmer og bestyrelsen måtte bruge to timer på at flytte stilladser og affugtere, fjerne murbrokker, tapetrester og isoleringsmateriale samt en efterfølgende hovedrengøring af Teatersalen, før vi kunne starte vores planlagte aktiviteter og være bekendt at have betalende gæster til bal. Vi anede intet om det syn der mødte os. Tværtimod var vi blevet lovet det modsatte!
Under spisningen fik vi serveret musikalsk live-lagkage af ’Gary Snider’ og dansemusikken blev dirigeret af ’Martin Jønssons turbotrio’ - buffeten som altid leveret af vores faste kogekone Gitte. Der var flotte sponsorgaver fra flere af byens butikker og der blev danset igennem til endnu et succesfuldt Nytårsbal.


Årets første koncert fandt sted torsdag d. 3. marts, hvor MiR havde besøg af ingen ringere end verdensnavnet ’Michael Learns To Rock’. Koncerten var total udsolgt – ja endog med billet-venteliste. Vi havde lovet intimkoncert med ørehængere, nostalgi, nærvær og vellyd og de tre meget professionelle musikere honorerede vores forventninger til fulde. Publikum nød at høre et flot udpluk af populære sange fra MLTR's første 20 år fremført i unplugged højkvalitet. Lys, lyd og det kunstneriske indhold var i absolut topklasse.

’Copenhagen Songwriters’ d. 26. marts optrådte for ca. 40 begejstrede koncertgæster. Vi solgte 5 billetter i forsalg og måtte lynhurtigt skrive ud til medlemmerne, at de fik et påskeæg fra MiR i form af gratis entré ligesom aviserne hjalp os med at annoncere denne gave til lokalbefolkningen.

Fire kunstnernavne med meget forskellige udtryk i en songwriters circle. Spændende at opleve den høje kvalitet hos de knap så kendte kunstnere. Fine optaktshistorier og meget smukke sange – for songwritere er altid glade og veloplagte, når de er sammen med levende mennesker, som glæder sig over at høre deres historier og deres sange.

’Souvenirs’ d. 30. april var helt suveræne. Sofie Bonde kan andet end at synge ekstremt smukt. Hun fortalte små pudsige og aldeles irrelevante historier mellem deres numre, på sin helt egen charmerende, oplysende og underholdende facon. Alle nød Souvenirs underfundige og stemningsmættede sange, nye og især de gamle, som vi kunne synge med på. Sofies flotte sopranstemme blev akkompagneret smukt af Niels Torps guitar og Klaus Pindstrups virtuose violinspil. En skøn og fantastisk koncert med ca. 60 koncertgæster.

Arrangementer 2011 – efterår

Efter sommerferie gik vi over til online-billetsalg. Finn Østergaard har æren for overgangen til et nemt og smidigt system, der hedder place2book. Online-billetsalget har forenklet og aflastet på den administrative og praktiske billethåndtering. Vi har nu altid styring med og komplet overblik over billetsalget.

Til efterårets første koncert d. 3. september, havde vi en stor aften med Danmarks Country-Queen No. 1: ’Tamra Rosanes med band’.  Vi havde desværre ikke været opmærksomme på, at der var gratis country i Byparken ifm. Stafet for Livet. Bl.a. derfor blev koncerten med den yderst charmerende og erfarne singer/songwriter ikke særlig velbesøgt – ca. 60 solgte billetter. Selvom Tamra Rosanes er vant til udsolgte intim-koncerter, gav hun de fremmødte publikummer en flot koncertoplevelse. 

I uge 40 havde vi planlagt to koncerter i samme weekend i anledning af DMF’s levende musikuge. Koncerten fredag med ’Pek/Svarrer/Stenholm’ måtte, på grund af svigtende billetsalg, aflyses og bookingen blev flyttet til Nytårsballet 2012. De, som havde købt billet til koncerten, fik uden meromkostning vekslet deres billet til nytårsballet. Det blev til gengæld et brag af en nytårsfest, som vi i øvrigt afviklede i lørdags!!

Den levende musikuge 40 endte med at indeholde børnerytmik for de mindste med Dorthe Nørgård, en dejlig koncert med ’MC Hansen og hans orkester’ for de voksne lørdag aften, samt kulturnat den efterfølgende fredag bl.a. med fernisering af et fint, gammelt historisk maleri af Hotellet, som MiR har tilvejebragt. Det er malet af teatermaler Emil Poulsen i 1949, som betaling for ophold på Hotellet. Vilfred Friborg Hansen fortalte ved ’afsløringen’ historien om Hotellet omkring år 1949. Maleriet hænger nu fremover og pryder på Hotellet.

Til koncerten med MC Hansen kom ca. 50 koncertgæster, heraf min. 20 tidligere Røde Kors-medarbejdere fra flygtningecenteret i Ebeltoft, som holdt reunion hos MiR.

Torsdag d. 27. oktober markerede vi igen SPIL-DANSK-DAGEN som sædvanligt i samarbejde med Djursland-Mols Spillemandslaug, Thorsager og Omegns Folkedansere og i år stødte Courage-koret til. Vi sang, dansede, hørte korsang og drak kaffe og spiste lagkager. Vi lærte de nye 2011-vindersange og vores trofaste akkompagnatør Mogens Jørgensen spillede til fællessangene. I år kom omkring 70 mennesker og vi var fortrængt til 1/3 af Teatersalen, fordi Teaterkompagniet havde opstillet kulisser og lys i de resterende 2/3. Godt at få nye samarbejdspartnere, som accepterede, at vi måtte rykke endog meget tæt sammen.

Årets sidste koncert går sikkert over i historien, som én af de største oplevelser i MiR. Selv datoen d. 11.11.11 var magisk og det var Zididadas optræden også. Syv veloplagte musikere, fik publikum og Teatersalen helt op på kogepunktet. Ved hjælp af et samarbejde med Puls 8410 og TRIF oldboys fodholdhold, lykkedes vi med at få samlet 90 publikummer. Hvis ikke vi havde haft dette foreningssamarbejde, ville koncerten kun have haft ca. 30 publikummer. Helt ubegribeligt, når sådan et stort navn gæster vores lille by?!

Juleklubaftenen d. 1. december bød på vanlig hygge med fællessange, gløgg og æbleskiver. Ca. 15 kom og fik hjælp til at komme i den rette julestemning i MiRs klubregi. 

Vi havde også fornøjelsen af at være vært for den lokale guitarhaj Anders Lampes release-party d. 3. december.  Et vellykket og velbesøgt arrangement med 120 gæster en mandag aften, stor vellyd og fremragende musikere. Vi ønsker Anders Lampe tillykke med udgivelsen, som han har god grund til at være stolt af.

Øvrige aktiviteter


Klubaftenerne har været på et forholdsvist lavt blus i 2011, idet det ene af de to faste orkestre er gået i opløsning. Men nye amatørmusikere er kommet til og har nu dannet folkemusik-gruppen MIR’sk med Ole Primdahl i front. De går foran her i 2012 og vil igen bringe liv i klubmiljøet med genindførelsen af MiRs musik-café, som var et stort trækplaster i MiRs første 2-3 leveår. Den sidste torsdag i hver måned er der gratis adgang til musikcaféen. Temaer og datoer annonceres løbende på vores hjemmeside. Første gang bliver i morgen aften.

Vi samarbejdede med Hjerteforeningen Syddjurs omkring en planlagt folkefest i Tirstrup d. 19. april. Det kunstneriske indhold skulle primært leveres af amatørmusikere fra MiRs klubmiljø. Men festen blev aflyst pga. manglende billetsalg. 

Amatørmusikere fra MiR har optrådt hos Lions Club Kalø, Rønde Inner Wheel og Rotary. Vi har med frivilligt arbejde støttet op om BLIS, Syddjurs Erhvervsforening, Syddjurs Kommunes Barda-træf ved Kalø og på den måde tjent lidt penge til foreningskassen samt naturalier bl.a. i form af 1.000 stk. praktiske MiR-dækkeservietter med vores logo til forskønnelse af bord-dækningen ved arrangementer.

Ole Primdahl og Finn Olsen sidder med i hotelrådet og én af byens store trækkræfter, Ole Primdahl, har påtaget sig rollen som hotelrådsformand. Håbet, med MiRs engagement i hotelrådet, var og er såmænd stadig, at der kan skabes bedre eksistensbetingelser for foreningerne og især for MiR på Hotellet.

Afrunding og fremadrettet

Vores bestyrelsesmøder er forløbet fint. Vi kører stadig efter en fast dagsorden og med en beslutningsprotokol, som samtidig fungerer som checkliste ift. ansvarsfordeling blandt bestyrelsesmedlemmerne til kommende arrangementer og foreningsaktiviteter. Erfaring, rutiner, engagerede, ansvarlige og arbejdsomme bestyrelsesmedlemmer gør bestyrelses-arbejdet meningsfuldt. Finn Olsen er vores faste referent og bestyrelsen har haft et godt samarbejde i årets løb.

Ole Primdahl har reserveret lokaler på Hotellet i hele 2012, så klubdelen kan fortsætte og amatørmusikerne kan mødes i musikcaféen.

Det skal være sjovt at lave frivilligt arbejde – der skal være publikummer og gerne mange. Der skal være nogle, der får glæde af forberedelsen og det frivillige arbejde, der skal ydes, for at et arrangement lykkes.

Vi står i et vadested med flere store og alvorlige udfordringer:

  • lokalemæssige udfordringer på Hotellet
  • manglende koordinering, styring og kommunikation omkring aktiviteterne på Hotellet
  • ekstraordinær tung arbejdsbyrde i 2011 for nogle af nøglepersonerne
  • manglende publikumstilslutning og deraf svigtende indtægter
  • ingen tilskud fra Kunstrådet i 2012
  • ingen hjælperkoordinator

Vi overvejer bl.a. en flytning af foreningens aktiviteter i 2012 væk fra Hotellet. Vi er under alle omstædigheder tvunget til at handle på vores udfordringer. 

Jeg vil slutte med at rose de mange frivillige, der har ydet en indsats i MiR i 2011. Vi er mange MiR-ildsjæle, som elsker den levende musik og levende mennesker.  Vi har brug for den slags livgivende og socialiserende oplevelser og de fællesskaber, som vores foreningsliv kan tilbyde. Det er trods alt de frivillige fællesskaber, der er drivkraften og kittet i kulturlivet og i vores samfund. Men hvis der trækkes for store veksler og er urimelige forhold og arbejdsbetingelser for de frivillige, så ophører engagementet og motiviationen. 

MiR er stadig og forbliver forhåbentlig:
Røndes musikalske mødested. 

- Lise Olsen - formand i MiR


-------------------------------------------------------- 
 
                    Se også:  Referat fra generalforsamling i MiR d. 25. januar 2012


--------------------------------------------------------